I går ringede min slægtning på New Zealand. Han havde lige spist morgenmad; jeg var ved at spise aftensmad. Så jeg snakkede med en for hvem det allerede var lørdag mens det stadig var fredag for mig; det system har jeg altså aldrig fattet...

Næsten lige så ufatteligt er det at vi er kommet i kontakt med hinanden. Der er kun sket fordi jeg ved et besøg på et lokalarkiv havde "lange ører" og derfor blandede mig i andre folks samtale.

Mit newzealandske bekendtskabs Farfar, Julius, er bror til min tipoldefar Hans Nielsen på Bønnerup Strand. Hans var 14 år ældre end Julius og kom også tidligt i gang med egne børn; da Julius fik sit første (og eneste barn), havde Hans allerede været bedstefar i 10 år.

Desværre er lige nøjagtig den gren af familien en af dem der slutter meget brat idet Hans' og Julius' forældre begge har været meget anonyme og svære at følge. Jeg er dog efter at være kommet i kontakt med New Zealand kommet videre med historien på den fædrene side i det nordjyske, men kan stadig ikke få hul på min lolliske forslægt.

Lettere bliver dette nu heller ikke af at kirkebogen for Rødby på det tidspunkt hvor jeg skal bruge den, er umådelig svær at læse; blækket var vist været dårlig kvalitet. Jeg kan dog konstatere at der ikke er født et barn i sognet på det tidspunkt hvor min tiptipoldemor ifølge aldersangivelser ved folketællinger og i kirkebøger skulle være kommet til verden.

Hvad jeg ikke kan hjælpe New Zealand med bagud i tiden, har jeg så kunnet med hensyn til efterslægt. Jeg har temmelig godt styr på min tipoldefars efterslægt (158 registrerede efterkommere) og også på deres søster der havde den godhed at gifte sig med en mand med et specielt efternavn. De døde dog på fattiggården så det hjalp dem ikke meget, men har gjort det lettere at følge dem. En ældre broder mangler jeg dog også at kunne følge; han skulle være død i Grenå omkring 1890, men er ikke i Grenå kirkebog. Nu jagter jeg ham i folketællinger, men det kræver jo arkivbesøg.

Men når der sidder en mand helt nede på New Zealand og venter på en nyt om fortiden, er det et ganske godt incitament til at fortsætte jagten