Et slægtsnavn der skyldes utugt

Min tipoldefar, Anders Berthelsen, fik i 1905 navnebevis af By- og Herredsretten i Grenå paa Navnet Anders Berthelsen Aabenhuus.

Han blev derved stamfader til det stadig beskyttede efternavn Aabenhu(u)s.

Det ville han imidlertid ikke have været i stand til hvis hans forældre var blevet gift!

Anders Berthelsen AabenhusAnders Berthelsen Aabenhus blev født i 1838 som uægte barn af ugift fruentimmer Ane Catrine Pedersdatter og udlagt barnefader ungkarl Bertel Andersen i Ørum. Bertel må have taget "skylden" på sig siden Anders fik hans efternavn.

Ane Catrine parkerede sønnen hjemme hos sine forældre Peder Ottesen og Ane Marie Andersdatter.

Peder Ottesen blev kaldet Aabenhus - hans far hed Obenhausen hvilket i tidens løb var blevet til Aabenhus.

Anders blev kendt under morfaderens tilnavn og var således i stand til i september 1905 at få to gode og solide borgere i Fjellerup (sognefogeden og et sognerådsmedlem) til at underskrive tro-og-love-erklæringer om at de havde kendt "Fisker Anders Berthelsen (Aabenhus) under Navnet Aabenhus i over 20 Aar, og at han er blevet kaldt med dette Navn og bestandig vedkendt sig det".

Herefter kunne Anders blive tildelt navnet Aabenhus (hvilket præsten i Fjellerup sikkert har været rigtig træt af, for denne navneændring skulle indskrives rigtig mange steder i kirkebogen da Anders' sønner på det tidspunkt havde fået en masse børn Wink).

Ifølge en slægtsbog der blev lavet i 1984, var der 436 efterkommere efter Anders Berthelsen Aabenhus og hans hustru Helene Nicoline Nielsdatter (plus et antal personer der ikke havde ønsket at bidrage til slægtsbogen). Ikke alle bærer dog navnet Aabenhus.

Og da min oldemor, Trine, var blevet gift før faderen fik papir på navnet, er Aabenhus-navnet ikke gået videre til min gren af slægten.

vignet

 
Historier | Om mine aner | Et slægtsnavn der skyldes utugt